Grebys

- historier om personer, familier, slægter og steder

Forside Personer Familier Slægter Steder Kilder Om Grebys


Om Grebys

Denne hjemmeside er opkaldt efter min tiptiptip-oldefar Heinrich Friederich Jan Carl Caspar Reinhold von Syberg. Han flygtede omkring 1780 som 36 årig til Danmark. For at undgå af blive genkendt kaldt han sig i den første tid for Grebys (Syberg stavet bagfra). Nedenfor ses et papirklip af familien von Syberg. Historien om Grebys og Syberg har jeg hørt mange gange i min barndom.

 


Slægtshistorier og stamtavler

Mange mennesker har travlt i hverdagen og i de yngre år er der sandsynligvis ikke tid eller interesse til at beskæftige sig med ens egen forhistorie. På et eller andet tidspunkt bliver de fleste mennesker imidlertid interesseret i slægtshistorier og stamtavler. Interessen kan vækkes af familiehistorier, dødsfald eller blot det at få tid til at tænke tilbage.

I dag frembringes så megen viden og data som aldrig før. Det er nemt at tage foto elektronisk og videregive på Internettet. Til gengæld forsvinder mange kilder, så som foto, dokumenter og breve. Mange materialer har en begrænset levetid. For at sikre viden for efterkommere kan det være en god idé at omdanne materiale til elektronisk form - f.eks. via en hjemmeside og samtidigt sikre, at der er sikkerhedskopier af data.

I takt med den stigende grad af digitalisering bliver det nemmere at dyrke slægtsforskning. F.eks. fandt jeg frem til en hjemmeside om min mors slægt. Det skete ved at jeg søgte på Google på "grebys syberg". Her var resultatet ét link til en hjemmeside, som er lavet en amerikaner Dale Langkilde, som er meget interesseret i slægtsforskning.

På Internettet findes en lang række nyttige databaser, som kan anvendes til at finde frem til ens slægtning. Internettet er en uvurderlig hjælp i forbindelse med slægtsforskning.

Ethvert menneske har sin egen historien og fortjener at blive husket for eftertiden. Der er naturligvis stor forskel på, hvad hver enkelt har foretaget sig. Nogle er berømte for det de har udrettet, andre har levet et mere stille liv. De fleste mennesker ønsker imidlertid at blive husket både mens de lever, men også efter døden. Det vidner de mange gravsteder om. I fremtiden vil der givetvis være en lang række hjemmesider som supplement.

 

Michael Voel Jensen, Gilleleje, 21-04-2008

Hit Counter