Rasmus Petersen

 

Født: 21. marts 1802, Biskopstorp, Skellerup sogn ved Svendborg. Død: 5. april 1869, Bakkegaard, Valby, København.

Far: Rasmus Petersen og mor: Anna Rasmusdatter Høj

 

 

Gift: Ernestine Johanne Josephine Frederikke von Syberg, den 24. april 1826.

Børn: De havde 12 børn i alt. Blandt andet Rasmus Syberg Petersen

 

 

Jægermester Rasmus Petersen købte Ulriksholm i 1826 og solgt igen i 1865 til Greve Adam Christoffer Yolsten Darizius. Senere købte Rasmus Petersen Claresminde. Således så Ulriksholm ud, da Rasmus Petersen ejede slottet. Dette svarer til maleriet på billedet nedenfor.

Rasmus døede på Bakkegaarden i Valby. I 1879 opkøbte Carl Jacobsen Gammel Bakkegård, og i årene efter fulgte jordtilliggener hertil. Det betød en markant ændring af dette områdes identitet. Oprindelig hed vejen Bakkegaardsvej, og lige efter villaen lå Pavillonvej. Overfor lå en række villaer oprindeligt brugt som sommerboliger for velhavende Københavnere. Da bryggeriet blev en realitet i 1881, skiftede vejen navn til Ny Carlsberg Vej og villaerne blev boliger for hans nærmeste stab. Ny Carlsbergs administration lå overfor hans egen bolig. Carl Jacobsen var en stor kunstelsker og mæcen, og mange statuer stod her og ventede på deres endelige placering i Københavns parker og pladser.

 

 

"Citat fra Fæstegård og Herresæde" af Hans Erling Langkilde, side 98:

"Rasmus og Anna Pedersen fik naturligvis nogle børn, ikke mange og ikke uden spor af tidens store dødelighed. De fik fem børn. De to ældste var piger, og de døde som spæde. Så kom en dreng, der levede, til han som student blev 19 år. Han nåede at blive forskånet for datidens teo­logiske studier, hvor man disputerede subtilt.

Den ældste af de overlevende 2 sønner hed Rasmus Pedersen, og han holdt sig til landbruget. Hans skaffede sig først en mindre ejendom, men udskiftede den snart med den gamle herregård Ulriksholm af meget gammel oprindelse, men renoveret flere gange, stadig med borgtårn og renæssancepræg intakt.

Rasmus Pedersen var ikke blot en god landmand, men nedlagde også råvildt og pokulerede bravt med prinsregenten, den senere Frederik d. 7., som havde domæne i Odense. Rasmus Pedersen endte da også som kgl. Jægermester.

Den yngste af de to overlevende brødre overtog der lille gods Biskopstaarup. Mens broderen nøgternt hed Rasmus, fandt forældrene på at kalde den yngste Edelus Fredericus Benedictus, hvorfor må himlen vide - og er måske også den nærmeste til der. Det lyder nemlig som navnet på en af de første kristne, der i sin tid blev kastet for løverne af kejser Nero.

Edelus havnede nu langt fra løvegarden, for han dyrkede med dygtighed fynsk malkekvæg. Han var i det hele taget en fremragende landmand, der omlagde og øgede driften på Biskopstaarup, indtil han engang i 60'erne afhændede ejendommen og flyttede til Nyborg.

Det er dog jægermesteren, der i denne sammenhæng har størst interesse, fordi han særlig intimt var knyttet til vores line gren af familien. Gennem sit giftermål fik han lidt usædvanlige slægtsforhold.

Jægermester Pedersen blev gift med Ernestine Josephine Frederikke, datter af postmester Syberg i Svendborg, men her var han havnet ad mærkelige veje. Oprindelig var han tysk rytterofficer med en meget lang og fornem slægtstavle. Men et sværmeri med en adelig novice i et kloster i Polen fik ham til at bortføre den skønne, og de var længe hjemløse, fordi han matte dølge sit rigtige navn. Han kaldte sig Grebys - baglæns for Syberg.

Som mange tyske emigranter søgte han til Danmark og havde vel håbet på at få en officers­bestalling. Men håbet glippede altså, og han havnede i Svendborg, hvor han fik bolig i det langt senere smukt restaurerede Anne Hvides Hus, nu Svendborg Museum."

 

Birthe Syberg Petersen

Retur til hovedsiden